
10,7kg jydsk skæller
Pinsen stod på hygge sammen med kæresten, - men hvorfor ikke kombinere hygge og fiskeri :-) som sagt - så gjort! Bilen blev pakket til bristepunktet lørdag formiddag med 2 stk bedchairs, telt, karpegrej ad libitum, gummibåd, alubåd, motor, gril, parasol, mad, drikke, solcreme ect.
Puha... - Lørdag aften er vi fremme ved søen, båden søsættes og grejet fyldes i, så båden nærmest kun lige kan holde sig flydende. Vi får oprettet en lille ("stor") hyggelig camp og går til køjs ved midnat. Næste morgen bager solen så kraftigt, at vi naturligt vågner ved 8 tiden pga varmen - herefter skal vi til at nyde morgenbuffén under vores parasol, da jeg får et godt run på den nærmeste stang på egen bred. Jeg må have wadersne på og ud i vandet for at fighte fisken, som allerede har viklet sig ind i nogle åkander tæt på. Kort efter lander jeg en tromle tyk skæller, der hiver vægten helt ned på 10,7kg og er bare 79cm lang - hvilken start. Vi får taget lidt billeder, så den igen kan svømme tilbage i sit rette element hurtigt herefter. Resten af turen går med hygge og sol ad libitum - desværre ikke flere fisk, men 1 stk god skæller i den størrelse er vel også ok!
Andreas